C.  A. THYREGOD         

                                                                                  C. A. Thyregod                                                                  
           
                                                                                                                                                                                             Til forside

  FORORD.


Som en indledning til denne beretning om C. A. Thyregod har jeg valgt en artikel  fra Illustreret Tidende i 1922 skrevet af  Jeppe Aakjær .

Thyregod er et af de lyse  navne fra min barndom. Med sine fortællinger fyldte han et tomrum i en glubsk dreng, der kunne rende mile på sine hærdede hæle for at låne en læselig bog, for der vat milelangt imellem dem, der hvor jeg voksede op. Hvilken fest var det ikke for en hyrde, at kunne slå sig ned ved et morgendugget dige midt imellem sine høveder med en af Thyregods fortællinger på knæet.
Jeg vil tro, at Thyregod er bleven læst meget rundt om ved solede diger. Hvor der blev lunere og lunere eftersom solen steg. Hans fortællinger så jævne de var, drog igjennem min sjælsom store lys.
Den første verdslige historie jeg hørte var Blichers ”Hjorterytterne” ( et kapitel af Røverstuen ). Dern blev mig fortalt i bænkekrogen en vinteraften af tøndetærskeren, mens han snoede en halmsime. Efter Blicher fulgte Thyregod, han blev ikke fortalt, ham læste jeg selv. Ikke hans bøger, Gud hjælpe os! Hvor skulle en knægt få råd til at købe dem? Dem anede jeg  end ikke  tilværelsen af . Nej hans fortællinger blev nydt bid for bid i ”Husvennen”, et ugeblad som udgaves af N. C. Rom.
    
                                     Husvennen

Og det tør jeg sværge: Bedre blad er der aldrig blevet budt vor bonde ved sit emnevalg, ved sin holdning og danskhed  har det gjort mere end noget andet blad både før og siden til løftelse af vor almues kultur og åndssundhed. I dette blad der væsentligst blev skrevet af opvakte skolelærere, offentliggjorde Thyregod de fornemste af sine fortællinger. Det var  dette blad, der bar hans navn ud sammen med det i 1866 stiftede oplysningsselskab ” Udvalget til folkeoplysningens fremme ”( et navn der senere af den fyndige Jul. Schiøtt forkortedes til FREM. Til dette selskab alene skrev han 25 fortællinger under fællestitlen: ”Skildringer af det virkelige liv”. Det er som en sand og ubestikkelig iagttager  at Thyregod er størst. Han er altid velsignet nær ved jorden. De bedste af hans skildringer røber, at han skriver efter levende model , som almueskildreren altid har gjort uden at der derfor er bleven nogen skræppen i andegården, da modellen  oftest selv  hverken læste eller skrev. Thyregod ejede den ægte skribents fornemste grundfølelse: Kjærlighed til de folketyper, han tog under sin pen. Der var ingen glimmer ved ham – han egner sig næppe til pragtbind – men han har leveret meget retskaffent og solidt arbejde, der end ikke endnu har udspillet sin rolle. Det er måske ikke æstetikeren han skal fryde så meget som kulturhistorikeren; men ham vil han til gengældkunne glæde længe. Når de efterfølgende bondelivsskildrere  har haft forholdsvis let ved at komme frem til et lydhørt publikumer det i nogen grad fordi denne trofaste slider på litteraturens ager  er gået forud  for at jævne knoldene. Ved den ubestikkelige sandhed og den aldrig svigtende sympati hvormed han opsøgte og tegnede sine fattige småfolk bag lyng- og mosedrag, er han bleven den første pioner for vor hjemlige sociale skildring, der næppe i noget andet land i Europa har sat sig så stærke spor som i Danmark .




Som hans digtning var hans liv uden glans; en grå hverdag med regnfulde  skyer over. Som hans digtning minder også hans livsvej i mange måder om Blichers. Men Blicher var den digtende præst, Thyrgod den digtende degn, der falder altid nok så meget af til præsten som til degnen.
Blichers barndom var ret glansfuld; Thyregods idel gråt i gråt; han så lyset i en ussel indsidderhytte,
og hans ungdom  forløb under nedværdigende fattigdom indtil højere magter , blandt hvilke end ikke kongen  fattedes, løftede ham op til en landsbylærers svimlende kår. Her forlod de højere magte ham  og lod ham klare sig som han kunne bedst. Et langt og brydsomt liv bag savn  og sand og hedebakker  ventede på denne vor landsbyrealist i bondekofte.
Men kunne man ikke finde nogen der ville skrive hans biografi og give ham den plads han fortjener .
Det vil jeg hermed forsøge og håbe at den må være medvirkende til at skabe ny interesse for Thyregod.

Vagn Knudsen.  






C. A. Thyregod.

En af de store ildsjæle og personligheder , der præger historien om Ans er  lærer C. A. Thyregod. Dette er en beretning om hans virke som skolelærer, forfatter og liv i Ans fra 1852 – 1881.

Christen Andersen Thyregod har hverken fortalt eller skrevet særlig meget om sit eget eller sin families liv. Så vi må gå til andre kilder for at finde ud af hvem var han, og hvordan var han som menneske.
Hans forfatterskab som omhandler ca. 300 fortællinger og digte er jo næsten glemt, men var  i sidste halvdel af 1800 tallet ret udbredt og flittigt læst især af almue- og bondebefolkningen.
Det er med rette sagt  at Thyregod har lært den lille mand at læse.

                                  Thyregod by

Han blev født i Thyregod  den  12. november 1822  og hans forældre var Anders Katborg  af Ulvborg Sogn og Ane  Pedersdatter af Lille – Enkelund  i Thyregod. Forældrene blev gift den 9. maj 1803  og fik følgende børn:
                                                     Jens Peter f. 1805
                                                     Niels         f.1807
                                                     Jens Lystlund  f.1810
                                                     Hans Bjerring   f. 30. marts 1815
                                                     Marie Margrethe  f. 1817
                                                     Laurits        f. 1819
                                                     Christen  f. 12 november 1822  ( C.A. Thyregod)

Barndom og ungdom.

Christens barndom var ikke en dans på roser. Hjemmet med de mange børn var meget fattigt,  ikke mindst fordi faderen var  soldat under Napoleonskrigene i 1799 – 1814  med en meget lille løn  og døde i yderste fattigdom sengeliggende og blind. Som sine brødre blev Christen sendt ud som tjenestedreng  og fårehyrde allerede som otteårig fra 1830 til 1838. Efter sin konfirmation fik han plads på en gård i Dørken hos gårdejer Søndergaard, som var medlem af skolekommissionen og dermed havde mulighed  for at hjælpe  den opvakte dreng  til en  plads  som vinterlærer i byen.    
Senere kom han i væverlære, men det var nu ikke nogen succes. Hans hu stod til lærergerningen, men han havde jo ikke råd til at komme på seminariet. Thyregod har ikke fortalt ret meget om sit liv, så vi må hente oplysninger fra kolleger, bekendte og  specielt fra  vennen og kollegaen  folkemindesamler  Ewald Tang Kristensen,  der kendte Thyregod personligt og havde kontakt med ham i en lang årrække bl. a. under hans tid i Ans. På samme tidspunkt var Ewald Tang Kristensen lærer i Faarup, men inden vi kommer til Ans må vi høre om Thyregods  vej til seminariet i Jelling .
Mens han var i væverlære  havde han tinget sig til kost hos gårdejer Niels Martinussen  hvis nevø
F. C. Maximilianussen  har skrevet om Thyregod i sine erindringer. Han fortæller at Thyregod  indtil da havde spist hos væverens  svinagtige kone, men kunne ikke fordrage hendes mad.  Han var ellers ikke selv særligt fin på den. Han gik meget simpelt klædt og hans ydre var kun lidet tiltalende. Frakke, benklæder og vest var af gråt tøj af sammenkartet sort og hvid uld, da den tarveligste del af befolkningen i Thyregod Sogn ikke havde råd til at lade tøjet farve. Især kan jeg huske hans vide posede bukser, som hang på ham værre end jeg nogensinde før havde set, skriver Maximilianussen.

Men  han kunne skrive det danske sprog rent og fejlfrit, selv om han efter eget udsagn aldrig havde gået rigtig i skole. Han kunne forme sproget i smukke velklingende vers  af gedigent indhold uden tilsyneladende anstrengelse . Han skrev i denne periode adskillige digte af høj karat  og fik sit første digt trykt i Vejle Amts Avis  og det lyder således

                                                          Jeg lader andre kvæde
                                                          om hvilken egn de vil,
                                                          men vesteregnens hede
                                                          den holder jeg mig til.
                                                          Der jeg til lyset kaldtes
                                                          i lyngomkrandste dal
                                                          og af naturen valgtes
                                                          til vesteregnens skjald.

Især havde han en evne til at skrive lejlighedsdigte på stedet.
 Han skrev således engang om en halvt idiotisk  tjenestekarl , der altid stod med åben  mund:
                           
                                     Og Niels fra Urskov med hans top og røde undertrøje
                                     og  i en dejlig stribet vest
                                     Han står så stram som nogen præst,
                                     han gaber , han gaber, han glor og ser sig omkring,
                                     og ser måske slet ingenting.



Thyregods møde med kongen.

Han savnede jo en rigtig uddannelse og havde som sagt ikke råd til at komme på lærerseminarium,
men endelig  i september 1844 kom chancen. Kong Christian den ottende boede på det tidspunkt i Hedensted  på herregarden Boller sammen med sin gemalinde dronning Caroline og en del hoffolk.

Thyregod skønnede straks at her var der en lejlighed til at få dit ønske  om en bedre uddannelse
opfyldt. Han vandrede derfor til Boller og bad om audiens hos kongen.
Han blev vist ind i  et værelse , hvor konger og en del hoffolk  opholdt sig. Her overrakte han kongen et digt som han havde skrevet tul lejligheden. Efter at have læst digtet udbrød kongen:
”Dette er unægteligt noget helt andet end de vers Peder Jensen fra  Viby har tilegnet mig,”
Kongen roste digtet meget og spurgte  om Thyregod kunne bevise, at han selv havde skrevet digtet.
Det svarede Thyregod nej til. Kan du da synge det spurgte kongen, men Thyregod havde jo ikke en tone i livet, så det måtte han også svare nej til, men jeg kan føje et vers eller to til i kongens nærværelse, dristede han sig til at sige . Det fik han lov til og fik anvist en skrivepult. Imidlertid kom  dronningen og hendes hofdamer ind for se denne underlige og simpelt klædte bondekarl, der kunne skrive digte. Mens alle betragtede ham lykkes det for ham at skrive to vers om bondekarlen der var omgivet af konge og dronning og alligevel kunne digte . Det overbeviste kongen, som spurgte ham om hvad han ønskede. Thyregod fortalte om sit ønske om at komme på lærerseminariet.
Kongen spurgte da om han havde været soldat, men Thyregod skulle først på session til efteråret. Kongen sagde at han skulle bede om at komme til København og melde sig hos kongen, så ville han se hvad han kunne gøre for ham. Ved afskeden fik han 10 rigsdaler. Th. blev nu indkaldt som soldat og lige forinden skrev han følgende smukke digt til Vejle by.


                                                  Afsked og tak.

                                      Farvel du by i blomsterdal,
                                      hvor mellem grønne skove    
                                      som i en løvomkranset sal    
                                      sig bølger søens vove.     
                                      Hvor ved den  blomsterklædte kyst    
                                      sig gynge snekkerne med  lyst    
                                      og hæve egepanstret bryst    
                                      op over klare vove.     

                                       Farvel du by i blomstervang    
                                       hvor roser står i klynger,    
                                       hvor lærken smukt sin jubelsang    
                                       i vårens morgen synger.     
                                       Hvor venlighed i hallen boer    
                                       og  ranke bøg på bjerget gror    
                                       og strømmen sig blandt blomster snoer    
                                       og byen rundt omslynger.


                               
                                        Farvel du by, hvor første jeg så    
                                        at selv i rigdoms sale
                                        kan armods sønner yndest få
                                        og kunsten selv omtale
                                        og venskab åbned mig sin favn
                                        og kaldte mig ved digternavn.
                                        Nu rejser jeg til Kjøbenhavn
                                        hen over bølger svale.

                                        Farvel hver ædel mæcenat
                                        som mild mig rakte hånden
                                        med hjælp så snart de mærkte at
                                        jeg søgte lys for ånden
                                        og nu jeg  snart fra  Sjølunds strand
                                        skal takke hver en ædel mand                     
                                        som i mit elskte fødeland
                                        mig hjælpsom rakte hånden.                                                                                                                                           
                                                             Christen Andersen
                                                              Soldat ved 6te Infanteri-Batallion.                                       
            

Om sin soldatertid har Thyregod skrevet følgende:

Som soldat vedblev jeg at skrive digte, hvorhos jeg også læste en del. Skoletjenesten  behagede mig just ikke men jeg kom dog  ganske godt over den. Jeg havde fået adgang til gamle Nathansen, til professor Clausen, og der var flere som ønskede at gøre noget for min uddannelse. Der fremkom flere forslag i den retning, men jeg led af hjemve efter Jyllands natur og luft. Jeg valgte derfor den plan, der gik ud på, at jeg skulle uddannes til skolelærer, og da kongen ( Chr. 8)  havde tilsat mig understøttelse, blev jeg i 1846 optaget på Jelling Seminarium. En episode gik forud, skal jeg meddele. Det var lovbestemt, at den som ville optages på et seminarium i et andet stift, skulle afhøres af provsten på det sted, hvor han opholdt sig. Denne bestemmelse var nok omtrent selvdød, men med mig som soldat skulle det jo gå aldeles  snor-ret , og det blev mig befalet, at jeg på en vis dag og time skulle møde – og naturligvis velpudset – hos stiftprovst Tryde til overhøring, at det kunne  ses, om jeg havde de fornødne kundskaber til at blive optaget på seminariet. Der var to dage til at forberede mig i  og jeg fik jo travlt. Jeg købte mig  ” Balles Lærebog” og et ”Ny Testament, som jeg havde, studerede jeg så, hvorvel det ikke blev stort, thi der var kun liden ro på kasernen. Jeg  kom til det resultat , at jeg ingenting kunne men op så kom dagen, og jeg fik mig iført min stiveste militærstads, blev synet af kommandosergenten og trak så ind til provstegården i nærheden af Vor Fure Kirke, hvor jeg meldte mig på soldatermæssig måde hos  stiftsprovsten.







” Nå det er godt, sagde han, men sæt nu sabelen og det andet stads til side! At man kunne undvære sabelen ved højtidelige lejligheder, syntes mig allerede galt nok, men værre blev det, da han sagde, at jeg skulle knappe den stramme kjole op og sætte mig og gøre mig det behageligt. Så kom der kaffe og så talte han med mig om landsbyforholdene i Jylland og om seværdighederne i Kjøbenhavn, om soldaterlivet  og om alt, hvad der sådan kunne ligge for, undtagen netop, hvad jeg troede, jeg skulle overhøres i .
 Efter en stunds samtale sagde han, at nu skulle jeg have tak, nu skulle han nok skrive et vidnesbyrd og sende min oberst det. Jeg spurgte forundret om jeg  ikke skulle høres i mine kundskaber. Da lo han og sagde. ” Nu har jeg prøvet Dem og har kunnet skønne, at hvad De ikke kan , kan De lære”. Det fandt jeg var en meget nem eksamen, men senere kom jeg til at skønne, at det ikke var så galt endda.  
 Efter udstået soldatertjeneste lod kongen ham anbringe på Jelling seminarium , hvor han afsluttede sin uddannelse til skolelærer  i  marts 1849 – dog afbrudt af deltagelse i krigen 1848.
I 1849 blev en del seminarister fritaget for tjeneste og kunne derfor vende tilbage til Jelling.
Jelling Seminarium.
Thyregod har skrevet følgende:
I foråret 1849 blev der afholdt en særlig eksamen for os som havde været i krigen, og da blev jeg
dimitteret med bedste karakter, som det fremgår af nedenstående eksamensbevis.

                                                      FORSTANDEREN
                                                                  For

                           DET KONGELIGE SKOLELÆRER-SEMINARIUM

                                                 I JELLINGE, RIBE STIFT

Attesterer herved i Overeenstemmelse med det Kongelige Reglement af 10de Februarii 1818, og
Cancellie-Placat  af 10 April 1841, at Seminaristen
                                                Christen Andersen Thyregod
Ved den paa bemeldte Seminarium den 19. og 20. Marts d. A. offenligen afholdte Dimissions-Exsamen, har  beviist, at han besidder fornöden Kundskab og Duelighed til at være Lærer for en Almueskole.
I de Videnskaber, i hvilke han, i Overensstemmelse med ovenmeldte af Hans Majestæt allernaadigst  approberede Reglement for samtlige  Skolelærer-Seminarier i Danmark, samt Placat af 19de October 1824, her er bleven underviist, aflagde han saadanne Pröver at ham for hver især blev tilkjendt den i vedföjede Fortegnelse anförte Karakter, hvorefter ham tilfaldt Hovedkarakteren:

                                                    MEGET DUELIG

Paa Grund heraf bliver  han da herved paa anordnet Maade dimitteret  fra Seminariet, og anbefales til Embede i Skole og Kirke, naar han fremdeles beflitter sig paa saavel Benttelse af Kyndiges Raad og Vejledning, ei alene at vedligeholde, men og at foröge sine samlede Kundskaber og Erfaringer, og iövrigt pryder sit Levned med en retskaffen Vandel. Hans forhold ved Seminariet har været:
                                                       MEGET GODT.

Det Kongelige Skolelærer-Seminarium i Jellinge d. 21. Marts 1849.




Starten som Skolelærer .

Efter endt Examen blev mig tilbudt forskellige fordelagtige pladser, men jeg valgte en  af de besværligste og ringest lønnede for at komme ud på heden, thi dengang var jeg allerede på sporet af mit livs kald.
Jeg blev lærer ved to biskoler ude i Hammerum Herred, og der havde jeg lejlighed til at lære at kende heden og dens beboere fra et modnere synspunkt.
Den lange vandring 1 ½ mil mellem  de to skoler var dog mere end jeg i længden kunne udholde, og jeg søgte om forflyttelse. I foråret 1852 blev jeg da kaldet til et lille lærerembede i Sønderjylland, og jeg forberedte mig dertil ved den 4. juni at gifte mig med min forlovede Ane Marie Sørensen.
Jeg havde dog samtidig søgt flere embeder, og da jeg den 8. juli blev kaldet til lærer i Ans, foretrak jeg dette embede frem for det Sønderjyske, som jeg altså aldrig tiltrådte.

Med sit kaldsbrev og sit eksamensbevis skulle Thyregod dog først godkendes af biskoppen i Århus Stift , som efter mødet med Thyregod sender følgende brev til  pastor Peter Bache:

Gerhard Peter Brammer, doctor theologiæ, biskop og superintendant over Aarhus Stift, Commandør
af Dannebrog og Dannebrogsmand gør vitterligt, at da seminarist Christen Andersen Thyregod for
 mig haver foreviist det ham af skoledirektionen for Lysgaard, Ilds og Houlbjerg Herreder under 8. i forrige måned meddelte kaldsbrev til herefter at være skolelærer ved Ans og Iller omgangsskoler i Grønbæk Sogn, så erkendes han hermed som lovligen kaldet til dette embede og fremføres til Dres Velerværdighed hr. Peter Bache med anmodning om første søndag at indsætte ham som skolelærer, at anmelde ham som sådan fra prædikestolen, at oplæse hans kaldsbrev samt denne min collato, lægge ham på sinde at varetage sit embede med kristelig troskab i overenstemmelse med den af ham hellige ed og i øvrigt tale hans bedste for samtlige forældre, formane dem til at gå ham i møde med kærlighed og understøtte hans redelige bestræbelser til deres børns bedste, at han kan forrette sit embede med glæde og ikke sukkende.
Jeg nedbeder hermed velsignelse over ham og den hele menighed, at al hans gerning må ske til Guds ære og kristelig  oplysning fremme.

Aarhus Bispegaard 19. aug. 1852.
 

Skolelærerens løn.

Hvordan vilkårene var for en skolelærer på den tid var kan vi læse om i  Skolefundatserne fra fyrrerne i det 18. århundrede i Grønbæk og Svostrup Sogn. Det er jo ganske vist en beskrivelse af jobbet som skolelærer for en af Thyregods forgængere, men det var ikke meget bedre lønnet, da Thyregod kom til Ans i 1852.
De to sogne som for øvrigt i 1842 blev sammenlagt til en kommune med et fælles sogneråd, var ejet af Fischer slægten på Allinggård, og Christian Fischer skriver følgende i et brev til  pastor N. Hurtigkarl i Grønbæk:






1 )  Grønbech Sogns ungdom kand af Degnen, som har sin Degnsbolig i Grønbech Bye med     
      undervisning   blive forsynet, siden Byerne og Beboerne iche ere så adspredde, at jo de unge     
      uden aldt for stor besværlighed kand søge til Skoele sammesteds.
2 )  Ald Grøbech Sogn er mig tilhørende undtagen 2 ½  Gårde udi Ans Bye, som ligger under      
      Palstrup, så at dend Tilbygning som Degnsboligen behøver til en Skolestue for Sognets
     Ungdom skal blive efter dend imellem Velb. Hr. Friedereich  og mig derom gjorte forening
     betids forfærdiget samt med Borde, Bæncher og fornøden Inventario forsynet.
For samme skolehold tillægges Degnen årlig i penge 3 Rdl. 2 Mark, i korn 1 td. Rug og 1 td.
     Hveede, så nyder han og af Grøbech Sogn 27 Læs Klyntørv samt på Grønbech Mark græsning
     for de 2de Kjør, siden han ved lidet Jords Tillæg og Korn indkomme, som hand i Kjærven
     opbærger med fornøden Foeder dertil er forsynet.

a)    Ald sognet ( Svostrup i Hids Herred) er mig tilhørende, og siden ingen Skoele  hidentil i dette
      Sogn har været oprettit, så lader jeg i Svostrup Bye strax ved Kirken opbygge en Skoele,    
     hvilken Sognets Undom uden aldt  for stor Vidtløftighed kand søge, som og med fornøden
     Inventario skal vorde forsynet . Skoleholderen som til samme Skoele antages, skal nu og
     fremdeles til belønning blive aflagt med Penge 10 Rdl. 1 Mark; i korn med rug 4 td. 6 ½  Skp.
   , med boghvede 2 Td. 2 Skip 1 Fdk.  Så nyder hand af Sognet 27 Læs Klyntørv, græsning til
    2de Kjør på Svostrup mark samt gives haam af Sognet fornøden halm dertil. Men siden
    Svostrup Sogn, som er kuns lidet, icke uden Almuens og Beoernis alt for stor Tynge og
    Besværing kand udreede alt, da det dog er billigt, at Skoelelæren for sit arbejde nyder fornøden
    Levemiddel til sit nødtøftige Udkomme, såfremt ellers at Skoelevæsenet skal nåe dend af hans
    Kongl. May. st.  allernådigste intenderede  Bestandighed og Nøtte, så de fra at erholde
    foranførte tillæg svares til Degnens Soulagemenet, som til Skoeleholderens belønning over
    begge fornefnte Sognes gjortes følgende Repartion: Grøbech Sogn består af 27 heele Gårde ,
    Svostrup Sogn af 13 ½ , i alt 40 ½  Gårde.
  Af hver heel Gård i begge Sogner svares årlig til Skoelehold 1 skip Rug og ½  Skp.            
  Boghvede som da udgjør 5 Td. 2 Fdk. Rug og 2 Td. 4 Skp. 1 Fdk. Boghvede, som da i alt    
  udgjør 5 Td. 6 Skip 1 Fdk. Rug og 3 Tdr. 2 Skip 1 Fdk. Boghveede.
  Tillæg i Penge: Efter Anordningen svares fra Lysene af begge Kircker 6 Rdl. 4 Mark af     
  Grønbechgård svares årlig 1 Mk, af Præsten 1 Rdl., af Alling Mølle 1 Mk., af Husmændene
   i Grønbech Sogn, som ere 26 svares årlig af hver 8 Sk er 2 Rdl. 1 Mk. Af Husmændene i
   Svostrup Sogn som er 38 lignes hver 8 Sk. er 3 Rdl 1 Mk. Husinderster som ere af vilkår og
   Helbred , at de selv kand  ernære sig, hvoraf  her i Sognene ikun er få, derover kand ikke
   gøres nogen vis Beregning, men ifald nogle sådanne sig her i Sognene skuld opholde sig,       
   svarer de årlig 4 Sk., som bereignes Skoeleholderen i Svostrup til accidentie. Bliver for Penge
   i alt 13. Rdl. 2 Mark.
Heraf nyder Degnen  aarlig i Penge 3 Rdl. 2 Mk samt 1 Td Rug og 1 Td Hveede; det øvrige som er Penge 10 Rdl. 1 Mk, 4 Tdr. 6 Skip 2 Fdk. Rug og 2 Tdr. 2 Skip 1 Fdk Boghvede forbærer Skoeleholderen til Løn, hvorimod de begge Degnens saavelsom Skoeleholderen forpligtes at antage til Skoele hver i sit Sogn fattige og Unge, smaa og store, og dennem uden anden Slags Veederlag eller Udgift at besværge med ald flid og troskab, efter dend allernaadigste udgifne Instruktion i Børnelærdommen, skriven og reigning underviser.
     





Foranførte Tillæg i Penge og Korn skal leveris dem efterskrevne Tiider og Terminer.:
     Lysepengene uddeeles til Nytaar, da Degnens nyder af Grønbech Kirke 3 Rdl. 2 Mk og        
     Skoeleholderen af Svostrup Kirche 3 Rdl. 2 Mk., de øvrige Penge som af Sognene ere tillagt og
     forhen specificeret betales Skoeleholderen til Paasche som hand alene oppebærger.
    Kornet saavel til Degnen som til Skoeleholdren leveres 14 Dage efter Martini, hver sin deel
    Som ovenmeldt er, saa skal hver af de 27 Gaarde i Grønbech Sogn leveres til Degnens  i         
    rette tiid  1 læs forsvarlig Klyn Tørv og hvoraf de 13 ½  Gaarde i Svostrup  Sogn til                                                                                 
     Skoeleholderen 2 læs, som ligeledes giver 27 læs.
    Halmen til de 2de Kjørs Foder skal paa begge Sognene inddeles og Skoeleholdren samme     
    i rætte tiid til fornødenhed leveris.

   Alt saa er ved denne Indretning og Skoelevæsenets i disse  2de Sognees Foranstaltning
    Alleene sigteet  til Guds Ære og Meenighedens nøtte at fremme, samt  Deres Kongl.
    Mayst  allernaadigste Villie  allerunderdanigst at efterleve ej paatvivlende, at jo Sognenes
    Ungdom for nuværende og tilkommende tiider herved faar til  oplysning  i deris
    Saligheds Kundskab alt forønsket Lejlighed og Bekvemmelighed til hvilchen Ende
    Præsten for begge Menigheder Hr. Niels Hurtigkarl, som bedes dette og tillige med mig
    At ville underskrive, saa derpaa være at erholdemdend anbefalende Confirmation.
    Allinggaard d. 20 Jan. 1741.
                                                                                                                           C. Fischer.

     Dersom alle Proprietairer i Landet maatte behage at see saa nøye paa Hans Mayst.                                                           
     Forordning, Ungdommens Undervisning  og Almuens Lindring, som Velædle og
     Velbaarne Christian Fischer her i disse mine tvende Sogne og haft  samme 3 Ting
      I Rætsindig  Øyemærke, vilde jeg skattere samtlige Lærere og Menigheder lige saa
      lyckelige, som jeg ved denne Foranstaltning  finder mig selv fornøyet.
                     
      Grønbeck Præstegaard d. 22. Jan. 1741.
                                                                                  N. Hurtigkarl.               
   

  Skolelærer i Ans.

 Skolen Østre Langgade  Ans skole
                    Ans skole, Østre Langgade                                            Ans skole, Ømosevej

                
 I de næste 100 år er der sikkert ikke ændret meget på skolelærernes ansættelsesvilkår, så der er                     
 ikke noget at sige til at Thyregod ind imellem beklager sig over sin dårlige økonomi  og  iøvrigt gjorde et stort arbejde for at forbedre lærernes aflønning igennem Danmarks Lærerforening.
Han skriver   bl. a. følgende:
Det var et lille embede jeg fik i Ans, men det er efterhånden blevet noget forbedret, og nu har jeg snart levet i det i 25 år, og det har altid været i fred og god forståelser med mine omgivelser og mine foresatte.

Da jeg har otte børn der alle lever, har mine omstændigheder i timelig henseende dog sædvanligt været kummerlige nok, og det så meget mere som det jo koster penge at følge med tiden og litteraturen  når man bor i en afkrog af verden, og at følge med tiden har været en nødvendighed. Egnen hvori jeg bor er smuk, og det er ikke uoverkommeligt at gøre en udflugt derfra til hedeegnen
Hvilket jeg ikke godt kan undvære.

Forfatteren Thyregod.

Jeg har skrevet viser og vers fra min tidligste ungdom, men da jeg fik virkelig digterværker at læse, gik det op for mig, at digtekunsten var noget andet og uendeligt højere end jeg havde forestillet mig, men også at den var en kilde til dannelse og nydelse, der var tillukket for det menige folk .
Derhos så jeg en kløft  - ikke oprindelig men uddybet efterhånden mellem samfundsklasserne så de gensidigt ikke forstod hinanden eller vidste at skatte hinandens gode egenskaber. Det tøktes mig en god gerning at bidrage til at udfylde denne kløft  og ligesom at danne en overgangsbro mellem
Almuens tankegang og den skønne litteratur. Derved kunne på en gang påvises og påkaldes  noget af det dybeste og bedste i folkegrunden. Der var ganske vist skrevet bøger som var både tiltalende og fattelige for menigmand, men det var for det meste omhandlende folk og forhold i højere klasser
og det kan være både fornøjeligt og dannende for en bonde at læse om herremænd og riddere, Grosserere og studenter, men ved siden deraf er det dog værd at betone, at der gives ingen særlig livsindstilling, som er at ringeagte, og at enhver gerning har sin ære og poesi, når den opfattes rigtigt.
At der den vej kunne gives en forfattervirksomhed, som kunne gøre nytte, var jeg snart på det rene med, men hvorvidt jeg ville være i stand til at tage den op, var for mig langt mere tvivlsomt. Sagen var for mig for vigtig til at tage letsindigt.  At skrive digte ved en eller anden lejlighed og  stundom  indsende dem til en avis tillagde jeg ikke den store vægt. At frembringe en skildring, der kunne yde et øjebliks underholdning tilfredsstillede mig heller ikke , men jeg ville mere en blot more, og den litteratur jeg ønskede menigmand skulle være både tiltalende og forædlende. Jeg sigtede højt og gav mig god tid til selvprøvelse og øvelse og stofsamling. Jeg nåede aldrig så vidt at jeg kunne tilfredsstille mine egne fordringer, men dog, da jeg omtrent var 40 år tænkte jeg: Nu eller aldrig, thi jeg havde fået et pund i den retning , og havde ikke mit studium været forgæves, så måtte jeg nu have opnået en vis modenhed. Jeg indsendte da anonymt et par fortællinger til et tidsskrift hvor de blev godt modtagne. Anonymiteten blev opgivet uden min medvirken, og jeg brød mig heller ikke om den. Fra den tid af fremtog jeg mine tidligere forsøg til omarbejdelse  og det opsamlede stof og resultatet foreligger i en lang række fortællinger.

Mine arbejder blev modtaget med tålelig velvilje, men gjorde ingen glimrende lykke. Den ventede jeg heller ikke, da jeg ville være forfatter alene eller dog fortrinsvis for almuen, og dertil hørte efter min mening den jævnhed og simpelhed, der lå  almuens tanker nær. Den folkelitteratur jeg tænkte mig skulle virke forædlende i kristelig retning, dansk og med sund retning og stille både det gode og det slette i sit rette lys .
At kildre lattermusklerne kan være meget fortjenstligt, men jeg tager helt sigte på livets alvor. Jeg har intet imod, at man lovpriser rigdom, rang og forfinelse, men jeg priser dog helst det at være tro mod sin beskikkede gerning om end den er uanselig. Blandt det jeg ønsker at bidrage til at fortælle er også folkesproget . Det er ikke min mening just at arbejde for at udjævne mundarterne, men derimod at udjage udanske og uædle udtryk og vendinger.



Jeg synes godt om at optage almueord i skriftsproget, når de er ægte danske, men når de hvad ofte er tilfældet egentlig tyske, så ser jeg ikke noget særdeles fortjenstligt deri. Sligt fordærver almuens sprogsans i højere grad end man tror og desuden tildrager de afstikkende ord sig en aldeles ufortjent opmærksomhed.

Det kan ikke nytte at nægte at almuens sprog er et sandt ruskomsnusk af allehånde forvrængede ord, men disse har de nok de for det meste fået af de højere klasser. Det er en mode som andre moder der  er stegen ned ovenfra. Det er i mine tanker en styg mode og en af de måder hvorpå den kan
modarbejdes  er at give almuen et så godt dansk skriftsprog som muligt , thi det smitter navnlig i meget høj grad når manden og kvinden af almuen skal udtrykke sig skriftligt eller i højere grad på en talerstol. Jeg ved dog for resten at jeg står temmelig alene med denne synsmåde, som jeg dog holder fast ved den før omtalte jyske stædighed.
For resten slutter han: ”At jeg  endnu ikke er nået så vidt, at jeg kan finde mig selv tilfredsstillende ved noget af mine arbejder, men jeg kan dog nok lide, at andre synes godt om dem”.

Thyregods familie.

Som før nævnt kom Thyregod til Ans i 1852 og fik ifølge kirkebogen for Grønbæk Sogn  følgende børn:

                                    Inger Marie Bothilde                      f. 1855
                                    Christian Octavius                          f. 1857
                                    Ane Anette                                    f. 1860
                                    Søren Tvermose                            f. 1864
                                    Andrea Amalie                              f. 1866
                                    Hedvig Ingeborg                            f. 1869
                                    Helga                                            f   1871
                                    Oskar                                            f. 1875
                                    Agnes                                            f. ?

               Hedvig       Oskar      Agnes    Søren *Thyregod
                                    Hedvig                                             Oskar                                            Agnes                                             Søren
                           
               Fru Thyregod       Oskar og frue      Helga og Oskar     Oskar
                      Ane Marie Thyregod                       Oskar og Agnes Thyregod                       Helga og Oskar                                  Oskar 18 år

                            Ib og Anny
  




     Tvillingerne Ib og Any Thyregod, København er Oskar`s børn, født 1921.
     Vi har fået stor hjælp af Ib og Anny, bl.a. familiebillederne herover.
                                                                                        










Thyregod omtaler sjældent sin kone eller sine børn såvel som sine søskende og forældre.
Han ynder selv at give det udseende af, at han var den yngste og meste velbegavede af de syv søskende, samt den eneste der fik en boglig uddannelse.
Det er imidlertid ikke helt rigtigt. Hans ældre broder Hans Bjerring Andersen, som var født 30. marts 1815 blev uddannet som skolelærer fra Ranum Seminarium  i 1854. Forinden havde han været soldat fra 1848-50 og blev benådet med Dannebrogsmændenes hæderstegn. Da havde han allerede taget navnet Thyregod. Han blev lærer i 1854 i Helstrup ved Randers  1855-57  . Han blev derefter kaldet til lærer i Truust ved Kongensbro den 3. juni 1857 og var der til sin død den 7. november 1869.   

En anden broder var Jens Lystlund som var født i 1810. Han ønskede også stærkt at blive lærer og nåede også ad omveje sin hensigt. Lærer J. Thomsen i Møltrup har fortalt at Jens i flere år  var vinterlærer i Nr. Snede ,  men da han ingen rigtig uddannelse havde, var han måske ikke særlig dygtig. Evald Tang Kristensen fortæller at Jens kun var  22 år da han fik jobbet som biskolelærer i 1833. De følgende år var han lærer om vinteren mens han tog job som tjenestekarl på landet om sommeren.




 I 1836 var han i Vindelev efter at han om vinteren havde bestyret to biskoler  til tilfredshed . I 1838 var han i Kollerup og i 1839 i Knude i Hvejsel. I 1840  var han i Tørring  og endelig i  1845 tog han fast bopæl i Nr. Snede og giftede sig med Karen Marie Andersdatter med hvem han fik ni børn. Undervejs havde han taget efternavnet Thyregod, men vores C. A. Thyregod har aldrig omtalt ham!
 I det hele taget omtaler Thyregod aldrig sin familie, og ingen var med til sølvbryllup i Ans den 4. juni 1877.  Ved den senere afskedsfest i Ans den  25. maj 1881 var der heller ikke nogen af familien tilstede.  Det ser ud som om Thyregod slet ingen forbindelse havde med sine forældre eller søskende.

Thyregods minde i Thyregod By .

                                                                                        Mindesten i Thyregod


Den 30. juli 1901 blev der rejst en mindesten for C. A. Thyregod i Thyregod By nær det sted hans barndomshjem havde ligget. På stenen står  følgende indskrift:

                                                  Han fortalte jævnt for danske bønder
                                                  om et fromt  og stræbsomt  livs lykke.

På foden af stenen står:
                                                  Gud under os når livets dag vil fly
                                                  At slumre hen i Jesu Kristi  fred                               
                                                  og glad i Gud at lukke trætte øje
                                                  kun for hos ham at vågne i det høje.
                                                                      

                                                              100 års fødselsdag
       
På forfatterens 100 års fødselsdag den 10. december 1922 blev der afholdt en mindefest på Vejle Højskolehjem. Festen og en tilhørende udstilling af Thyregods værker var arrangeret af boghandler Andreas Dolleris med festtaler af folkemindeforfatteren Evald Tang Kristensen og Poul Bjerge fra Askov HøjskoleFestens forløb er refereret i mange af landets aviser og Vejle Amts Dagblad skrev bl.a. følgende:
I anledning af  C. A. Thyregods hundrdeårsdag  i går var digterens fire børn kommen hertil med familie. Ledsaget af forfatteren Andreas Dolleris tog de til Thyregod, hvor de nedlagde en mægtig laurbærkrans  med dannebrogsfarver ved digterens mindesten. Derefter overværede de en gudstjeneste i Thyregod Kirke. Om eftermiddagen holdtes festen i Vejle Højskolehjem, hvor der foruden familien var samlet en tilhørerskare med de to brødre Garde  henholdsvis forlæggeren for Gyldendal, og direktøren for Århus Theater.
Andreas Dolleris havde ,med megen omhu arrangeret en udstilling af bestående bøger, breve, billeder m.v. der havde berøring med ”Vesteregnens Skjald”.
Thyregod er af såkaldte æstetikere ikke bleven anbragt hvor han burde anbringes, sagde Andreas Dolleris og påviste dette ved et par eksempler . Han bragte en varm tak til dem som havde hjulpet ham med Thyregod udstillingens tilrettelæggelse, Thyregods børn, Statsbiblioteket og Selskabet til Oplysningens fremme som havde sendt hundrede af Thyregods breve til udstillingen.

Bibliotekar Poul Bjerge Askov skildrede det udbytte han havde fået af Thyregods digtning i sin ungdom. Disse bøger var så let tilgængelig og samtidig så fængslende, at de kom til at betyde meget i de brede lag. Thyregod er typen på skolelærerlitteraturen, og han er den mest udprægede af dennes udøvere. Flid, nøjsomhed, arbejde, udholdenhed og trofasthed var de dyder, han vilde prise

I sine bøger, Han skildrede det virkelige liv, og han var tro imod sit mål. Ved sine bøger førte han læseren frem mod højskolen, og det danske folk bør ære ham i hans grav.
Forfatteren S. Tværmose Thyregod rettede en tak til alle, der ved denne fest havde forenet sig om at hædre hans fars minde.

Nationaltidende bragte følgende artikel af Thorkild Gravlund.

I de tider jeg fik lært at læse – ikke hvordan og hvornår, ¨å fjernt ligger de tider tilbage, og såfjrnt fra litteratur ligger stedet hvor det skete – mindes jeg at have opført Robinson Cruso på en hasselkæp i ensomhed som det skulle være. Men Robinson Cruso duede ikke alligevel.
Derimod gik jeg af fri vilje til ugebladene. ”Ugens Nyheder”, der fortalte om  danmarkshistoriske romaner om ridefogeder og bønder, og til ”Husvennen”, der lige var skrevet for mig og om dem derude, hvor kun to ting er : Folk og land.
Sådan noget som civilation og litteratur kendte vi ikke derude, men da må jeg have mødt Thyregod.
Jeg husker ikke hvornår og hvordan, altid har jeg kendt hans ” Skildringer fra det virkelige liv”. Carit Etlar og de andre store mænd fra barndommens dage har jeg mistet. Thyregod mister jeg aldrig.
Og nu er det hans hundredårsdag!  Fjernt er alt  omkring ham- alligevel står han levende og livsvarm nær i tusinder af danskes sind. I litterære kredse menes Thyregod  vist helt eller delvis glemt. Hans bøger er udsolgte. End ikke et nyt oplag til hundredårsdagen – det år Blicher får to nye udgaver, hvilket ingenlunde er for meget, men Thyregod burde også have haft en, og den kommer sikkert. Der er brug for den, og der bliver det muligt endnu mere i fremtiden.
Kære læser – som det hed i gamle dage – forestil Dem at De en dag  blev så led og ked af alt litterært og andet intelligens  snobberi  og artistisk dilletantisme, at De pakkede Deres kuffert og flygtede bort til en ensom hedekro eller sådant et sted. Jeg tror ikke at forestillingen er alt for vanskelig. Så kunde De tage en bog med af Thyregod og så vilde De opleve mennesket og folket i os  på ny. Rejsen kan også foretages hjemme ved skrivebordet, hvis det er muligt at rydde op her, slænge til side, kyle af vejen alt det ophobede, og ved rent bord drage ud i ødet med Thyregod.
Han fortæller kun om det derude, det der altid  er sandt til grunden, hvordan to af folkets  børn
Vinder sig elskov og jord. Stille og bly mødes de mellem hedehøjene . Deres følelser udtrykkes i håndsslag – ikke i favntag. Deres sind hvirvles ikke bort i litterær stemningssvindel og pseudo-psykologiske  udredninger af et tænkt følelsesliv.
Deres følelser, deres levende sjæl, det er opdyrkningen af land i en hedelod.

Thyregod har endnu en trofast læserskare rundtom i sognebibliotekerne og jeg kunne tænke mig, at han havde en sejr i vente. Om der kom unge digtere, som ryddede  bord og ikke blot spillede revolutionære, men var det. Så kunne de sige: ”Her er manden, ham vil vi følge”. Ingen udsmykning af det der er, ingen litteratur i tingene, men jorden selv er den virkelige ting, og røsten der udsiger sandheden er alt!
En litteraturkritik som ser mer og mer tager hensyn til artistisk dannelse i næsten hvert menneske, der vil skrive, kan trænes op til, må ende med at oprette en højskole for digtere.
Der kan Thyregod ikke bruges, og det er det store ved ham. Artist er han ikke, men ved sin skildrings sandhed og sin stille dybe røst  frembringer han en stemning, som ingen andre har . Han står over dem som litteraturhistorien stiller ham lige med, og for de andre er han sig selv.
                                             

Folkeskolen den 16. november 1922
For hen ved et halvt hundrede år siden var skolen i Ans samlingsstedet for lærerne fra omegnen.
Det var en dag da der kom så mange gæster fra nær og fjern, at man måtte omdanne skolestuen til spisestue. Det var den 12. november lærerens fødselsdag. Den mand der drog så mange til sig og som efter deltagernes udtalelser var sjælen og midtpunktet  i diskussionerne ved disse lejligheder var C. A. Thyregod.
I dag er det hundrede år siden han blev født, og i den anledning har nogle af hovedbestyrelsens medlemmer i formiddags lagt en krans på hans grav på Vester Kirkegård i København, som tak for hans virksomhed i Danmarks Lærerforening ligesom vi sendte en hilsen  til hans børn, svigerbørn
og børnebørn, som i dagens anledning er samlede i Vejle.
Thyregod er en lærerforeningens fædre, ikke alene i den forstand at det var ham der i forening med lærer Sauter og P. A. Holm udstedte opfordringen til foreningens dannelse, men tillige fordi han i foreningens første leveår  havde sæde i bestyrelsen.
Kun får af den yngre slægt aner, skrev P. A. Holm ved Thyregods død i 1898 hvilket stort arbejde Thyregod har udført for vor forening.
I de år han sad som bestyrelsesmedlem var det ham der bar broderparten af arbejdet. Særlig må vi nævne den fortjeneste han indlagde sig ved udarbejdelsen af et lille skrift ” Bidrag til belysning af landsbylærerens kår” , som i 1875 blev udgivet af lærerforeningen.
Også for skolematerielsagen har han lagt store lodder i vægtskålen ligesom enkebørnsunderstøttelsen i ham havde en ivrig talsmand.
Thyregod som således har været Danmarks lærere en god mand var i 1880 med til at oprette Lærerstandens Brandforsikring i hvis bestyrelse han sad i en række år.
C. A. Thyregods betydning må dog søges på et andet felt, nemlig i hans forfattervirksomhed. Han regnedes til  skolelærerforfatterne, blandt hvilke han hørte til de bedste. Af den højlitterære kritik fik han en unådig bedømmelse. Alligevel har hans produktion endnu i dag sin værdi. Vi der har gennemlevet vores første ungdomsår på landet har set og selv oplevet den betydning disse forfattere og ikke mindst Thyregod har haft.

De var i god forstand realistiske . Det tiltalte os at genfinde landbefolkningens væsen i dem, se hvordan den forholdt sig i lyse og tunge stunder, hvordan beregningen kunne beherske dens person, og hvordan den til enhver tid var oplagt til en spøg eller en lun bemærkning, og så genfandt man mange af de for jyden egne ord og vendinger.
Thyregod er en forløber for Aakjær og Skjoldborg – måske endda en forudsætning for dem, og det er en glæde for hans mange venner nu at se ham rigtigere og mere retfærdigt bedømt af nutidens litteratur som af Johs. V. Jensen i Illustreret Tidende.
Lad være at hverken Thyregod eller andre skolelærerforfattere nåede højderne i deres forfatterskab, så har de gennem deres sunde og ædruelige fremstilling af hjemlige forhold og af den  landlige ungdom  fået mange til at læse og givet dem forudsætninger for at læse højere ting, og et sådant forfatterskab bør man agte på og glæde sig over.
Thyregod blev vogterdreng som det blev spået ved hasns vugge. Som otteårig purk måtte han ud i heden dagene igennem med sine får, og det blev han ved med til efter sin konfirmation hvor han kom i væverlære. Allerede da skrev han af og til digte til Vejle Avis og samlede derve så megen opmærksomhed at kongen bekostede hans uddannelse til lærer. Han kæmpede sig derefter frem, så en hel stand skylder ham tak og de store skarer, mest landbefolkningen er ham  tak skyldig fordi han ved sine bøger har skænket os gode og hyggelige timer.   




Andreas Dolleris skrev følgende:  

Den forfatter hvis fødselsdag vi fejrer i morgen har haft en så gennemgribende betydning for dansk folkeoplysning, at han bør anerkendes fra alle sider og af alle samfundslag.
Når professor Edward Lehmann under udstillingen i København talte om den kunst at  læse  - og netop omtalte kunsten som  ret vanskelig, da må tanken henledes på den mand, der særlig har lært den jyske landbefolkning at læse, Christen Andersen Thyregod.

Han blev født i landsbyen af samme navn den 12. november 1822, og han var altså jævnaldrende med H. F. Ewald og Erik Bøgh, medens han var hele fem år ældre end den sjællandske kaldsfælle folkelivsskildreren  Anton Nielsen.
Thyregods barndomshjem lå på engen tæt ved byens kirke og var yderst fattigt. Han var den yngste af syv søskende, otte år gammel kom han ud at tjene som vogterdreng. Gården hvor han anbragtes lå ½  mil  borte  på en ussel og øde egn. Et par hundrede får og stude skulle passes, men som han selv siger , det var et let stykke arbejde, så han havde megen  tid til rådighed. Under denne virksomhed i de mange dagens timer gik hans fantasi og hans tanker på langfart. Det var minderne og sagnene fra egnen som fyldte hans sind. Han skulle gå i skole, men skolen var middelmådig og skolegangen uregelmæssig og sløj.
Således gik otte år, hvoraf han tilbragte de sidste på den øde gård både sommer og vinter. Han havde i den tid tillagt sig nogle særheder, som de ensomt boende, i øvrigt brave mennesker var i besiddelse af.

Ved hans hjemkomst til Thyregod var hans fader død, huset ved kirken var nedrevet  og hans søskende vildt spredte. Han blev nu på eget ansvar lærer ved skolen i Dørken, og skønt han for nylig var konfirmeret, havde han et godt tag på  både at undervise og holde disciplin . Han tegnede for eleverne på den sorte tavle til støtte for undervisningen, og han må således betragtes som en af de allerførste, der benyttede anskuelsesundervisning herhjemme. Senere kom han i væverlære og blev væversvend, men hans ungdom var stadig glædesløs og trist. Han var ikke kommet på den rette hylde.
I sit 23. år blev han udskrevet til soldat og skulle ligge i København. Forinden sin afrejse tog han sig en lille ferie og i den opholdt han sig i Vejle i maj og juni 1845.
Her offentliggjordes han første digt ”Vesteregnens hede” i Vejle Amts Avis.
Man undrede sig over at en ung mand med Thyregods dannelse kunne frembringe et så forholdsvis fuldendt resultat. Avisens redaktør Sylvester Hertz var en broder til den fine digter Henrik Hertz og selv et godt stykke poet. Digtet vakte opmærksomhed, det gik over i Berlinske Tidende og blev endogså oversat til tysk. Det tjener Hertz til ære, at han støttede den unge mand. Af et digt ”Afsked og tak ” som denne skrev i avisen den 6. juni fremgår det, at flere af byens borgere havde rakt ham en hjælpende hånd.
Men hans egentlige debut i litteraturen skete først  da han i foråret 1863 udsendte en vise om Danmarks konger. Det er digteren og pædagogen som her i forening  har frembragt denne vise.
Omtrent samtidig fremtrådte Anton Nielsen med sin bog ” Fra landet”. Men medens denne samling fortællinger vakte betydelig opsigt, blev Thyregods ”Fortællinger og sagn”, der udkom på samme forlag modtaget mere stilfærdigt og ubemærket.

 Først efter stiftelsen af det ypperlige selskab ”Udvalget for folkeoplysningens fremme” i efteråret 1866 kom Thyregods navn på tusinde læber.
I ” Folkelæsning” begyndte Thyregod i 1867 den række ”Skildringer af det virkelige liv”, som han fortsatte i 30 år, og som vidner om hans ikke mindre betydelige kildestudier og om hans ikke mindre betydelige kendskab til den jævne befolknings liv og tankesæt. Ikke mindre end 24 sådanne skildringer fik han udgivet i disse år.
Hans første større danske fremtræden skete, da han i 1869-70 udgav ”Blandt bønder” i fire bind hos Chr. Steen og Søn. Det var en smuk og godt valgt samling fortællinger, der 12 efter udkom i en anden udgave. En lignende samling også  i 4 bind udkom et par år efter.
Derpå udkom en lang række bøger, hvis titler jeg blot skal nævne: ” Fra herregård og landsby”, der blev oversat til svensk. I Sverrig  blev det for øvrigt udtalt, at man ventede at Thyregod skulle blive en lige så kær og søgt skribent, som han var i de danske folkebiblioteker.

Så kom ” Fra afsides egne” i 1877. ”Godtfolk og kæltringer” i 1880. ”Vildtvoksende skikkelser” i 1882. ”Mosgroede minder” i 1883. ” Gamle dage” i 1891 . ” Medens tiderne skifter” i 1892. Endelig udkom i 1893 hans sidste bog ” To fortællinger”. Hans trykte fortællinger andrager i alt 325.

Hans digte og sange hvoraf en mængde er optagne i blade og tidsskrifter omfatter henimod et par hundrede. Nogen samlet udgave heraf har hverken Thyregod eller hans efterladte besørget.
Når til denne overordentlige litterær virksomhed tillige kan føjes, at Thyregod i flere år udgav ”Folkets Almanak”, at han samlede og udgav både en skriftlæsningsbog og en sangbog, må man forbavses over denne enestående arbejdsevne.
Hvad C. A. Thyregod har villet, det nåede han, han ønskede folkeoplysningens fremme, og han var i nøjeste forståelse med selskabet, som bærer dette navn. Hans dybeste betydning ligger i hans skildringer af den jævne mand og kvindes færd enten det nu sker i form af fortællinger eller i form af kulturhistoriske afhandlinger.

Han er ikke egentlig lyriker, selv om han har skrevet mange smukke sange, og selv om han efter Dannevirkes rømning  kunne skrive det betagende digt ”Vildt sorgen udspændte sit vingefang”.
Han fortjener i fuldt mål den anerkendelse, som den menige befolkning har ydet ham og han indtager efter mit skøn betydelig højere rang, end de såkaldte æstetikere har villet yde ham.
Og et må alle være enige om, at når Danmark i et statistisk  tabelværk nævnes de mest oplyste af Europas lande , da har han sin rigelige lod i, at vi nåede så vidt.




Den 12. november 1946 blev der afsløret en marmorplade i den gamle skoles mur i ejendommen på Østre Langgade i Ans  med følgende indskrift:
                                                                          
                                                         
                                                                                                                      Thyregod mindetavle
                  
       
          Her virkede digteren, skolelærer
                       C. A. Thyregod
                         1852 - 1881
    ved hans skrifter vaktes den jyske menigmands
                    sans for god læsning
          
            Men kunne det stundom lykkes,
            at af mit billede et træk fremgik,
            der løfted et hjerte og klared et blik,
            den løn ville stor mig tykkes.
                              



            Erik Moeslund renoverer mindetavlen


I husvennen har Thyregod skrevet om sit forfatterskab:

 Den folkelitteratur, jeg havde tænkt mig skulle virke forædlende i kristelig, dansk og sund retning og stille  både det gode  og det slette i sit rette lys. At kildre lattermusklerne kan være meget fortjenstligt, men jeg tager helst sigte på livets alvor. Jeg har intet imod, at man lovpriser rigdom, rang og forfinelse, men jeg priser dog helst det at være tro i sin beskikkede gerning, om end den er uanselig .

Hans forfatterskab kendetegnes ved en gennemført koncentration  om enkeltskæbner, kollektive skæbner  og en beskrivelse af de store vækkelser i attenhundredtallet har han stort set ikke beskæftiget sig med. Han skriver intet om højskolen, grundtvigianismen,  venstre,  indre mission eller lignende bevægelser. Undtagelsen er dog nogle  faglige artikler om skolelærerstanden .

Thyregods forfatterskab.
                                          
Om Thyregod som forfatter kan vi fastslå, at han har haft en enorm stor betydning for den menige mands indgang til litteratur og lyst til at læse. Han er far til skolelærerlitteraturen og er i pagt med Blicher, Skjoldborg og Aakjær. Hvis man kigger kritisk på hans store produktion på mere end 300  fortællinger  må jeg konstatere, at der en masse ”skidt og kanel” , men heldigvis også mange værdifulde historier og ikke mindst mange gode digte.
Thyregod holdt sig indenfor et meget snævert område  både geografisk men også med hensyn til de personskildringer han benytter.
Han skriver om de fattige og små i samfundet i et sprog som var let genkendeligt for hans læsere som levede i det samme miljø. Der udkom jo ikke så mange romaner på hans tid så han måtte benytte sig af tidsskrifter, almanakker, julehefter  og aviser og ugeblade. Kvaliteten var som sagt meget svingende, og man kan godt få det indtryk, at noget af produktionen  er skrevet i hast for at få nogle penge i kassen. Han havde jo en elendig økonomi, men den vil jeg vende tilbage til.
Men en ting kan man ikke tage fra ham. Han har i høj grad bidraget til den jyske bondestand kulturhistorie specielt når det gælder hedeegnene.
Der er ingen tvivl om at Thyregod brugte kendte modeller for sine personer  ligesom egnsskildringerne er let genkendelige. Desværre brugte Th. aldrig de rigtige stednavne  eller de rigtige personnavne i novellerne.
Han var også lejlighedsdigter. Han skrev gennem årene adskillige bryllups – og sølvbryllupssange
samt konfirmationssange , der efter den tids skik blev pyntet op med blomstertegninger og  sat i glas og ramme.
Vi har to eksempler på konfirmationsdigte  til søstrene  Inger Magdalene og  Johanne Henrikke Maximilianussen:          
                                                 I dine levedages morgen
                                                 Du spirer blomsterknoppen lig
                                                 Al kummer er for dig forborgen.
                                                 Din sjæl på søde ønsker rig.
                                                 Men åbner du dit unge hjerte
                                                 for vellyst smil  begjerlighed
                                                 Ved deres ild i nag og smerte
                                                 henvisner da din yndighed.
                                                 Derfor i hver en livets alder
                                                 Vogt dig for falskhed og for svig
                                                 Til herren dig fra jorden kalder
                                                 Og gravens skød indslutter dig
         

  Til  Johanne skriver han:
                                                I dine ungdomsdage
                                                Vær stedse redelig
                                                Du ikke må forsage
                                                Om modgang trykker dig
                                                O!  da skal sorg og kummer
                                                Ej ængste dine fjed
                                                Indtil gravens slummer
                                                Du engang kaldes ned.
 


Han har desværre ikke skrevet ret meget om Ans, dog har han i et topografisk tidsskrift skrevet om
”Allingklosters levninger og beliggenhed” og ”kirkelevninger i Midtjylland”.
Egnene omkring Ans og Palstrup Gods er imidlertid baggrund for en fortælling der hedder ”Søren
med  nakkepisken”. Den handler om bønder og herremænds liv omkring midten af 1700
-tallet.  Søren lider uret, bliver soldat, kommer i krig, men klarer sig godt. Senere arver han en gård
og bliver gift med den pige han har kær.
Th. har for en gangs skyld brugt de rigtige navne, men det mest morsomme er, at arkivet ejer en
anden publikation ” En Sangfugl” skrevet af Knud Peter Sørensen, Tandskov og udgivet i
1891. Handlingen i  begge fortællinger er den samme.
Han skriver i forordet at fortællingen er familieerindringer, der går 200 år tilbage . Hvem kom først
med fortællingen  og hvem er forfatteren?  

Ved dyrskuet i Ans den 22. juni 1880 skrev han følgende:
                                                 De dyr som yder mælk og uld
                                                 og dem, som ploven drager
                                                 mod dem var jyden altid huld
                                                 alt fra de gamle dage,
                                                 velrøgtet kvæg det var hans lyst,
                                                 i trange tider tit hans trøst,
                                                 der bragte ham en gylden høst
                                                 for pleje han det yded.

                                                 Og dyrene med hov og klov
                                                 var ham som venner milde,
                                                 der smuk oplive mark og skov
                                                 og var en lykkekilde,
                                                 der skabte velstand i hans hjem,
                                                 mens han med omhu vogter dem     
                                                 og først og sidst dem viser frem   
                                                 som sine bedste skatte.   

                                                  I vor tid dog af trældomsfrygt
                                                   man ej dig lader skræmme,
                                                   nu gælder det medd flid og kløgt
                                                   vor husdyravl at fremme,
                                                   nu spørges der om arv og slægt,
                                                   hvad dyret fik i arvetægt,  
                                                   og hvortil det fik evne.

                                                    Og vi har prøve set i dag,
                                                     det værk var ej forgæves,
                                                     men meer og meer til velfærdssag
                                                     vor husdyravl kan hæves,
                                                     så lad os ønske alle mand,
                                                     et år for os fremstille kan,
                                                     en meer fortrinlig kvægbestand
                                                     til held for folk og rige        

   
Thyregod spredte sig i sin produktion til tidsskrifter over mange emner og fik dem udgivet
 i Husvennen, Skoletidende, Nordisk Skoletidende, Dansk Landbotidende, Nyt Ugeblad,
 Folkets Almanak, Jydsk Søndagsblad, Vejle Amts Folkeblad, Berlinske Tidende,
Silkeborg Avis, Jyllands –Posten, Hus og Hjems Forlag m.fl.

Han. boede i Ans i 29 år, så det var en væsentlig periode i hans liv, hvor han satte sit præg på
 byen og  egnen ikke alene gennem sit job som skolelærer men også gennem sit virke  i
 foreningslivet med hovedvægten på skytteforeningen, som han var formand for.
 Fra festen ved foreningens faneindvielse i 1869  har vi et fyldigt referat fra Silkeborg Avis, som
 vi tillader os at bringe her.
 Referatet har  tidligere været bragt i ”Ans gennem tiderne”.

                                ANS  OG  OMEGNS SKYTTEKREDS  1869.
Dette er teksten på skytteforeningens fane som blev indviet 13 juni 1869  ved en kæmpefest på Ans
Kro , hvor festtalen blev holdt af lærer  C. A. Thyregod, som var den store igangsætter og drivkraft i sognets mange kulturelle anliggender. Fanen var skænket af sognets kvinder og det smukke broderi af ” den tapre landsoldat” var broderet af fru gdr. Mortensen,  Trimmelskov.
Forud var foreningen blevet stiftet den 18. oktober 1868 med  følgende personer  i den første bestyrelse:
Formand lærer C. A. Thyregod
Bagermester Christensen
Teglværksejer Houlberg
Handelsbetjent Fischer
Malermester Thomsen

Foreningens øvelser og skydning  blev  i starten  ledet af gårdejer Chr. Mortensen Trimmelskov og gårdbestyrer J. Chr. Andersen ( den senere kalkbrænder Andersen ). Sandsynligvis bistået af kaptajn V. Mønster, premierløjtnant Asmussen og fuldmægtig Wulff, Viborg  som nævnes i flere sammenhænge med skyttesagen.
Det hele startede i England i 1859 efter Krimkrigen, hvor man oprettede skyttekorps til støtte for forsvarsviljen i befolkningen.
Idéen bredte sig til Sverige i 1860 og til Danmark i 1861

Formålet var gennem indøvelse i riffelskydning  at øge landets forsvarsevne og folkets forsvarsånd   - dog med den lille variant,  at man i Danmark kaldte sig  ” Danske Skytte og Gymnastikforeninger”  en konstellation der har holdt sig til vore dage dog med hovedvægten i vor tid på gymnastik.

Efter krigen i 1864 organiseredes foreningerne sig efter  sogne– og amtsgrænser,  hvorfor foreningen i Ans dækkede Grønbæk og Højbjerg Sogne,  og var underlagt Viborg Amts foreningen.

I årene 1870 til 1890 oprettedes de fleste Skytte og Gymnastikforeninger, men vi var altså ret tidlig på den i Ans og aktiviteterne holdt sig på et ret højt niveau de næste 30 år takket være nogle ildsjæle, som der heldigvis har været mange af  i  Ans.

Når vi studerer de gamle annaler kan man se at det er Tordenskjolds soldater der går igen i Skytteforeningen, Sangforeningen, Plantningsforeningen, Vandværket og Borgerforeningen, men dem vender vi tilbage til en anden gang.  Nu må vi se hvordan det gik med Skytteforeningen.

I forbindelse med festen den  18. oktober blev der afholdt en konkurrenceskydning, som forløb planmæssigt på trods af et kraftigt regnvejr. De militære øvelser blev dog afkortet noget. Vi har jo heller aldrig oplevet en mindre krig eller en revolution , der blev afviklet i  regnvejr!

Til skydekonkurrencen var udsat følgende præmier.

Nr. 1, 2, 4  og 9 var indkøbt på foreningens regning, mens nr. 3  var givet af ” Udvalget for Bog –
bæring  i Viborgegnen, nr. 5 af  gæstgiver Jensen  Ans Kro, nr. 6 af  teglværksejer  Houlberg, nr 7
af lærer  C. A. Thyregod , nr. 8 er giveren  ukendt.
Præmierne og præmietagerne var :  Nr. 1 L. J. Jensen – en patrontaske. Nr. 2  J.  Jensen – 1 pistol med krudthorn og hagelpung. Nr. 3  St. Rasmussen – en årgang af ”Folkelæsning”. Nr. 4. J. P. Rosen   en pistol og et krudthorn. Nr 5. A. Andersen en tobakspibe, Nr. 6 F. Clausen – en feltflaske,
Nr. 7. R. Johnsen - en tegnebog, Nr. 8. I. Larsen – to bøger , Nr. 9 Niels P. Bech – et geværrekvisit.

Efter endt øvelse samledes man hos teglværksejer Houlberg, hvor ovennævnte præmier blev uddelt.
Der blev oplæst et brev fra premierløjtnant Asmussen og fuldmægtig Wulff Viborg , som var inviteret til festen , men som desværre var forhindret i at komme  til stede. I brevet foreslog man at Viborg og Ans skytteforeninger  skulle mødes til en kapskydning i  nærheden af  Rødkjærsbro.
Man vedtog at svare følgende:  Ihvorvel  en lille Forening som vor næppe har udsigt til med Held at kunne kappes med den talrigere og kyndigere Ledelse i den  store Kjøbstadsforening ønsker vi gjærne  et sådant Møde, da vi af dette forventer et godt Udbytte  i  Erfaring og Vejledning.

Derefter udbragtes et ”leve” for Viborg  Skytteforening og et ditto for   den Amtsskytteforening, man haabede snart vil blive dannet med Viborg som Midtpunkt.
Med klingende Spil  marcherede nu alle Skytterne gennem Ans til Kredslederen A. C. Thyregods Hus for at udbringe et ”leve ” i hans Hjem.

 Om aftenen samledes man på Ans Kro med Damer. I den  festligt pyntede Sal  var arrangeret et Bal  og en Middag for Kredsens aktive og passive Medlemmer.
Ved Festbordet blev der udbragt Skåler for  Kongen  og hans  Forlovede, for  Qvinden, for Skyttesagen og for mangt og meget desuden.
Følgende holdt Taler under Middagen:  Cancelliråd Herredsfoged Herholdt, Kjellerup, Provst Jessen Grønbæk, lærer Sauter, Vindum og lærer Petersen Hjermind samt lærer A. C. Thyregod Ans
Efter Bordet vexlede Sang og Dans på smukkeste vis og bidrog til en god Stemning  indtil  festen ophørte som planlagt kl. 4 om Morgenen. Ja,  de forstod at feste i Ans dengang!
Af  Thyregods tale kan vi citere;

Den for vort Fædreland så vigtige og betydningsfulde Skyttesag  har altså nu skudt en livskraftig Spire i vor egns Landsbyer og Grønbæk og Højbjerg Sogne, der omtrent er lige  lodtagne i Foreningen.
De Borgere,  der er gået i Spidsen for Sagen fortjener visseligt en stor Tak. Fra en  lille og spag Begyndelse, og uden Erfaring eller synderlig Vejledning  har Foreningen arbejdet sig frem  og i Sommerens løb vundet mere og mere Tilslutning  og yndest hos Befolkningen . Den trods det dårlige Vejr vellykkede Skyttefest  har bidraget til at løfte den gode Stemning , så det kan forud siges at næste Aars Øvelser  vil blive gjenoptagne   med en anderledes Sikkerhed og Kraft
                                                                                                                                                                                                                                                                

Thyregod som jo også blev en kendt forfatter sluttede aftenen med følgende  epilog:

                                
     Smådrengen standser sin leg paa vang.
Jeg bliver vel også mand engang.
  sådan mig hjælpe himmerigs gud.
     Den skændselsgrænse han sletter  ud.
     Fra nu af jeg leger med krudt og bly
     Til Dannevirke er rejst på ny

           Og Ordet gjenklang  fra Hede og fra Skov
           Ved Hammer  og Læst, ved Bog og ved Plov.
           Det gjenlød så vidt på de Bølger blaa
           om raske  Sømænd som ved Roret staa.
          Og Ynglingen trindt på Land og i By
          sig  flokke og lege med Krudt og med Bly.
    
         Men legen bebuder en Alvorsfærd
         Og skjæmten derved er Tanke svær.
         Smådrengen nu snart er modnet  til Mand
        Gud  give han kunde frelse vort Land
        til da , kald ikke hans Idræt Tant.
        husk paa , din Skjæmt er der Alvor iblandt


Det vil saaledes ses, at Foreningen, da den har søgt at skaffe sig nogen Morskab til Veje, ikke har tabt sin Hovedsag af Sigte, og man tør vist godt sige,  at Sangforeningen ved sine Aften underholdninger  og ved sin øvrige Virksomhed har i ikke liden Grad  forøget Interessen for Skyttesagen hos Mænd og Quinder, Unge og Gamle  her i Sognet og paa Egnen, samtidigt med  at Ungdommens Morskabstrang  har faaet et ædlere og smukkere Sving .
Navnlig ere de paaagtede Legestuer  i Vinter næsten gaaede af Brug i Ans, hvorimod Sangøvelserne
ligesom i Efteraaret Skydeøvelserne ere sluttede med et smukt og pynteligt Bal, hvor Folk af Smag og Dannelse have moret sig blandt Bondeungdommen , der paa sin Side har viist, at den fuldt saa lærevilligt i smuk Opførsel, som den ellers være det i Raahed , naar Ingen vil lære den noget Bedre.
I et og alt kan det saaledes sige sat der er  slaaet ind paa en god Vej , og at dette er sket med saa megen Held skyldes ikke alene de Mænd  fra Grønbæk og Højbjerg Sogne  der med deres Anseelse og Evne have  støtte sagen  i forskellige Retninger, men ogsaa fjernere boende , navnlig lærerne
Petersen Hjermind og Sauter Vindum, der paa flere Maader have ydet Bistand . Den interesse disse mænd har viist Sagen , lader haabe, at det snart vil lykkes dem at faa en Skytteforening i stand i  Middelsom Herred.
Øvelserne i Marken  efter hvilket Ungdommen længes  i høj Grad , ville nu snart tage deres Begyndelse . Foreningen er vokset i betydelig Grad . Bestyrelsen er  forstærket me d værdifulde Kræfter , og alt spaar saaledes en god Fremgang.
Maatte Spaadommen gaa i opfyldelse, vil sikkert i endnu flere Egne  heromkring oprettes lignende  Foreninger , og hvor Skyttesagen vinder Fodfeste, vil Fordommen  mod den ret snart bortfalde , og det vil saaledes kjendes , at den i mere end en Retning  kan øve en gavnlig Indflydelse .   

Som nævnt i indledningen fik Skytteforeningen allerede næste sommer sin egen fane  der blev
indviet ved en kæmpefest den 13. juni 1869 på Ans Kro og selve indvielsesfesten formede sig meget smukt med en mængde taler og selvfølgelig  under ledelse af den allestedsnærværende lærer Thyregod som også havde skrevet sange til festen.

Her bringer vi et uddrag af sangen til  flagets pris:

                                            Vaj stolt, vort smukke Flag
                                             I Danmarks lyse Dag.
                                             Med dig blev Sejren hentet hjem
                                             I mangt et Slag.
                                             Og kalder Ærens Bud,
                                             saa  drage vi med Gud
                                             for Hjemmets Fred og Dejlighed  i Kampen ud.
                                                            
                                            Og spilles med Kanoner
                                            Til blodig Dans paa Vang
                                            Skal Ry om danske Drenge høres engang
                                            Naar Leddet vorde lukt
                                            Og Fjendens Stolthed slukt
                                            Fordi han selv blev fulgt til Dørs
                                            med grundig Tugt.


Aftenen sluttede med en fælles sang – måske forfattet af Thyregod:

                                           Det er saa stor en Tanke ,
                                           det er et Værk fuldgodt,
                                           som os i Dag forsamlet har
                                           i Skovens  Sommerslot.

                                            Hil Danmarks ædle Kvinde
                                            den Lilje fin og from.
                                            det Land hvis Prydelse hun  er
                                            er værd at værne om.

Højbjerg Sogn var i de første år sammensluttet med Ans, men blev i 1885 en selvstændig
Forening. Skytteforeningen i Ans havde arbejdet sig op til blive en af de bedste i amtet.
Det var almindelig kendt at Ans var den hårdeste konkurrent ved kapskydningerne, og foreningen bragte et hav af pokaler og faneplader med sig hjem fra kapskydninger rundt omkring i landet.         ( Men hvor er fanen og hvor er de mange præmier?)

Omkring århundredskiftet var der lidt dødvande i skytteforeningen , men sangforeningen levede i
bedste velgående.  Fra 1903 -1914 skete der en opblomstring, hvor Ans Skytteforening  var sammen med Skanderborg ved en række kapskydninger i Sejs og Svejbæk.

Ud over de allerede nævnte navne er der grund til at fremhæve de to præster Lund  i Vium og pastor  Bruun Levring, som deltog i mange møder  overalt i Amtet, og med deres varme ord var med til at holde gejsten oppe.

Men intet varer evigt. Aktiviteten ebbede stille ud og nu er det jo historie, men lad den ikke blive glemt. Det var en stor tid i Ans historie.
Foreningens sidste bestyrelse bestod af  personer vi endnu kan huske:
       
Formand    Gdr. Niels Peter Petersen
                  Gdr.   Peter Hartvigsen
                  Skræddermester Madsen
                  Cyklehandler  Jens Kristensen
                  Bilejer Jacob Jacobsen     
                                                                              

Danmarks Lærerforening.


                                                           Folkeskolen

Thyregod var også meget aktiv på det faglige område. Han var således medstifter af Danmarks
Landsbylærerforening  i 1874 sammen med lærer Sauter og lærer P. A. Holm  og har i de følgende
 år bidraget med adskillige artikler for  at forbedre lærerstandens økonomiske vilkår. Det var bl.a.
”Bidrag til belysning af landsbylærernes vilkår” ( 1875 ) og ”Om almueskolens fremtid ” ( 1877 ).
I det første skrift, der lader tallene vise hvor slet det står til for landsbylærerne, anfører han at nogle
Bliver nødt til at daglønnerarbejde. Det synes lidet værdigt, da lærerembedet er om ikke religiøst så
dog et nationalt kald !

Udover Danmarks Lærerforening og Skyttesagen brugte Thyregod megen energi og kræfter på Sparekassen og husflidssagen hvor han arbejdede sammen med N. C. Rom, der oprindelig også var lærer, men senere samlede næsten alle skolelærerforfattere omkring sit forlag, som bl.a. udgav en almanak og det meget fine ugeblad  Husvennen, der udkom fra  1873-1901

I  1875 udkom ” håndgerningsbogen ” med beskrivelser  og tegninger til alle mulige brugsgenstande man selv kunne fremstille i hjemmet. N. C. Rom arbejdede sammen med Thyregod om tilrettelæggelsen af  bogen og jeg citerer et uddrag fra bogens formål,  som godt kunne være skrevet af Thyregod:
” Både i samfundets højere lag, i den jævne middelstand, den arbejdende landbostand og blandt menigmand  bliver man mere og mere  klar over, at megen af vor tids blødagtighed  og forfinelse ligesom forlystelsessyge og råhed  ville modvirkes på den sundeste og bedste nåde, når man ved opdragelsen kunne lede ungdommens trang  til livlig virksomhed således, at den i håndens gerning kunne finde en uudtømmelig kilde til fritidsglæde og i de unge  dage  ligesom legende gøre hånd og tanke skikkede til de kommende dages gerning”.

Det er svært at se hvordan Thyregod skulle få tid til undervise ungerne i Ans når han havde så travlt med alle andre ting, og det gik jo også skævt i længden. Han blev nødt til at ansætte en hjælpelærer i embedet – og for egen regning vel at mærke.  Selv om han endda var kommet på finansloven , var hans økonomi stadig elendig .
I modsætning til hans kollega lærer Sauter i Vindum, som modtog mange klager over sin embedsførelse, fik Thyregod ingen klager fra myndighederne. Tværtimod  roste provst Peder Jessen i Grønbæk Thyregod ved flere lejligheder.
At Thyregod så giver lidt igen er vel kun rimeligt. Han skriver følgende: ”Måned efter måned samlede han provstiets lærere i sit hus til sangøvelse og samtale næsten hver sommer . Der kommer en forbindelse i stand mellem denne forening og andre lærerforeninger på egnen, og provst Jessen blev også ad den vej kendt og elsket”.  Gad vide hvad glæde Thyregod kunne have af sangøvelser. Han havde nemlig ikke en tone i livet, og kunne derfor ikke virke som kirkesanger og heller ikke blive medlem af sangforeningen , som i øvrigt blev ledet af  lærer Sauter fra Vindum.   


Som før nævnt forlod Thyregod Ans  kort efter afskedsfesten på Ans Kro den 25. maj 1881.
Mange bidrog med taler og sange. Lærer Sauter talte om Thyregods betydning  som en folkelig forfatter. Lærer Møller  Lee talte på lærerstandens vegne og lærer Tang Kristensen holdt selve festtalen  hvor han blandt andet sagde: ” Hav tak for hvad du virked for Jyllands folk og land, for hvert et frøkorn, du gav menigmand.”  Pastor Skram havde også ordet for at rose Thyregod ved hans afskedsfest.

Thyregod kvitterede med et digt

                                  Nu bliver jeg gammel, mit hår bli´r gråt
                                  nu  vinker mig andre planer
                                  At jeg vil længes, det ved jeg så godt
                                  på de nye og fremmede baner
                                  men atter og atter min tanke på ny
                                  vil søge herhid tilbage
                                  og dvæle her i den smukke by
                                  hvor de randt mine kraftigste dage.

Efter bordet begav festens deltagere sig ned til Gudenåen, som digteren elskede så højt. Her blev der sunget en del sange til hans pris. Senere på aftenen samledes man om punchebollen, og festen endte først hen på de små timer og bar præg af den agtelse og kærlighed Thyregod i sin lange virksomhed havde vundet af Ans-egnens befolkning som ven, lærer og digter.

Hvorfor gik  Thyregod på pension som tredsårig og hvorfor rejste han til København?
   
                                                Ældre Thyregod                    Thyregod og frue


Måske følte han, at han var gået i stå som forfatter, og måske håbede han på at blive anerkendt på parnasset i København, hvor man ikke regnede Thyregod for noget. Måske håbede han på nogle nyudgivelser af sit forfatterskab og dermed  nogle bedre indtægter en hidtil.. Selv om Thyregod i mellemtiden var kommet på finansloven , så var der ikke meget til rest at leve af  til en familie med 8 børn i Valdemarsgade 33, København.
Dertil kom, at  Thyregod virkelig var gået i stå. Det er meget begrænset hvad der udkom de sidste år af hans levetid.



En lille oprejsning fik han dog til sin 70 års fødselsdag – nemlig udnævnelsen til Ridder af Dannebrog.
Lad os derfor glæde os over dette og den produktion han efterlod sig.  Han var en personlighed  og utrolig ægte i sit forfatterskab. Han følte det uden tvivl som et kald at skrive.
                                                 

                                                                                   Thyregod buste

                                                                  Thyregod døde den  31. juli 1898.  Æret være hans minde!

Vagn Knudsen               





KILDER:

Dansk Folkelæsning
Illustreret Tidende
Familie Vennen
Husvennen
Vejle Amts Årbøger 1918-19-20
Viborg Stifts Morgenblad
Jyllands-Posten
Silkeborg Avis
Vejle Amts Dagblad
Berlinske Tidende
Anni og Ib Thyregod
Jeppe Aakjær
Evald Tang Kristensen
Danmarks Lærerforening
Jelling Seminarium                                                                                                                                                Til forside